Viser opslag med etiketten Muffins og Cupcakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Muffins og Cupcakes. Vis alle opslag

mandag den 27. juni 2016

Minimuffins m. koldskålcreme

- en frisk sommermuffin


Som godt nok ikke passer helt så godt til vejret lige pt. Men, men, men - jeg fik ferie i fredags, så skal vi ikke bare satse på, at det gode, danske sommervejr, vi så fint allerede har fået lov at hilse på, kommer igen meget, meget snart? Jeg satser stærkt på det - og håber, selvom vejrudsigten ser virkelig, virkelig skidt ud i den nærmeste fremtid.

Oh well - det må vel bare betyde endnu mere hygge i køkkenet, endnu mere kaffeslabberas OG dermed endnu mere KAGE. Ak ja, det er med at få det bedste ud de regnvåde sommerdage, selvom jeg nu meget hellere vil have sol OG kage, for det kan man faktisk også helt fint kombinere ;) Men når man nu ikke kan få begge dele, så må man jo proppe sol og feriestemningen ned i sit bagværk. Det har jeg forsøgt med denne muffin med koldskålscreme, som altså virkelig emmer af sommer og sol. Om ikke andet kan man vel altid forestille sig, at vejret er i top og en iskold skålfuld koldskål  (med en chokolademuffin på toppen) nydes på den solrige terrasse. 

Opskrift til MANGE små muffins 
(eller ca. 20 almindelige muffins)

Muffin:
2 æg
225 g sukker 
1 tsk vaniljesukker 
50 g kakao
1½ dl mælk
2½ dl kærnemælk
1 dl flydende fedtstof 
250 g hvedemel
1 tsk natron
100 g mørk chokolade, hakket

Koldskålcreme:
113 g smør
125 g natural flødeost 
1 økologisk citron (1 spsk saft og revet skal heraf)
400 g flormelis 
1½ tsk vaniljesukker 

Tilbehør/pynt:
1 håndfuld friske kirsebær
1 håndfuld rød skovsyre

Fremgangsmåde:
  1. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig masse og tilsæt dernæst mælk, kærnemælk og flydende fedtstof
  2. Sigt hvedemel, kakao og natron ned i den flydende masse og rør godt til dejen er jævn og glat
  3. Hak chokoladen og vend den i dejen som det sidste
  4. Fordel dejen i små muffinforme og bag dem ved 175 grader i ca. 12 minutter 
  5. Imens laves cremen: rør smør, flødeost, vaniljesukker og saft og skal fra citronen sammen, hvorefter flormelis vendes i lidt efter lidt
  6. Du skal helst være hurtig til at røre cremen sammen, så den ikke smelter fra dig
  7. Når cremen er jævn og god i konsistensen, vendens den over i en sprøjtepose med tyl i og stilles dernæst på køl, indtil kagerne er kølet af og klar til pyntning
  8. Efter endt bagning af kagerne køles de helt af og pyntes efterfølgende med koldskålscreme
  9. Pynt afslutningsvis hver kage af med enten et kirsebær og/eller skovsyre

Note: en blød, frisk og bare skøn muffin, som kan spises når som helst. Den emmer af sommer (og af én mere) og sol, og selvom det ikke altid er til at regne med her i DK, så kan den heldigvis gøre sit til, at det da smager som sommer og sol. Den friske og samtidig søde creme har både syre og sødme, som går godt i spænd med den letbitre chokolademuffin og de syrlige skovsyreblade.

søndag den 6. marts 2016

Salt n' Caramel Cupcakes

- sødt og salt på en gang


Og det holder bare 100%, hvis du spørger mig. For jeg synes tit og ofte, at mine chokoladecupcakes eller muffins bliver meget tunge og søde. Det er der bestemt ikke noget dårligt ved, slet ikke, men en gang imellem har man også bare brug for et saltet touch. 

Derfor fik denne omgang, som jeg kreerede til svigermor og svigerfar igår, en gang karamel og et drys salt - både i dejen og på toppen. De smagte himmelsk og så også ret fine ud med det lette drys af de pæne saltflager. Heldigvis er der rester til eftermiddagskaffen, som indtages i skrivende stund :) 

Opskrift til 24 stk

Chokoladedej:
2 æg
225 g sukker
1 tsk vaniljesukker
50 g kakao
1½ dl mælk
2½ dl kærnemælk
1 dl flydende fedtstof
250 g hvedemel
1 tsk natron
½ tsk salt
100 g chokolade
1 pose karamel chunks (Dr. Oetker)

Chokoladecreme:
200 g mørk chokolade
2 spsk koldt smør

Pynt:
1 pose karamel chunks (Dr. Oetker)
+ flagesalt

Fremgangsmåde:
  1. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig masse
  2. Tilsæt dernæst mælk, kærnemælk, flydende fedtstof og sigt så kakao, salt, hvedemel og natron i
  3. Vend den hakkede chokolade og karamelstykkerne i dejen og rør til det hele er jævnt fordelt
  4. Fordel dejen i 24 muffinforme og bag dem ved 200 grader i ca. 15-20 minutter
  5. Imens kagerne bager, laves cremen: Smelt chokolden over vandbad eller i mikro-ovnen og lad smørret smelt ind i den varme chokolade
  6. Når kagerne er færdige, placeres de på en rist, hvor de køler helt af. Smør derefter kagerne ind i chokoladecremen og pynt af med karamel chunks og et nænsomt drys af flagesalt


Note: en super syndig chokoladesvend, som man sagtens kan spise to af, fordi de har det lækre saltede touch. De er stadig tunge svampede og rige på chokoladesmovs, men det ekstra salt gør bare lige lidt ekstra. YUM. Godt der er både mælk og flere kager på lager :) Har du bagt søndags-bagværk, eller havde du ekstra på lager ligesom mig? :) God søndag. 

mandag den 22. februar 2016

Rødbedemuffins

- en sød og tøset sag


Og en muffin der passer helt perfekt til at fejre, at ferien nu for alvor er skudt i gang. Godt nok blev de fleste spist i går, da Peter, Chillum og jeg inviterede os selv til eftermiddagskaffe hos mine forældre. Jaja, når man selv medbringer kagen (og det bare er hos sine forældre), så må man godt invitere sig selv ;) 

Nå, men kagerne blev taget godt i mod (og blev alle spist), men heldigvis lod jeg et par blive hjemme, og det lønner sig i den grad i dag ;) 

Opskrift til ca 10 muffins

1 æg
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker 
1 vaniljestang 
1 dl olie
1,5 dl kærnemælk 
2 tsk bagepulver 
250 g hvedemel 
100 g revet rødbede 
100 g hvid chokolade 

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og vanilje til en luftig masse
  2. Tilsæt olie og kærnemælk og pisk det godt sammen
  3. Dernæst tilsættes bagepulver og hvedemel, og det hele røres sammen til en glad og jævn dej
  4. Riv rødbeden groft, hak chokoladen og vend begge dele i dejen
  5. Fordel dejen i muffinforme og bag de små lyserøde basser ved 200 grader i ca. 12-15 minutter



Note:

Uhm. En lækker, lækker og svampet sag, som passer godt til eftermiddagskaffen. Rødbeden smager ikke igennem, men alligevel nok til, at man lige kan ane den. Den giver dejen et svampet touch og ikke mindst en fin farve. Du vil opleve, at dejene er MEGET lyserød, men dette forsvinder under bagning. Heldigvis kan man stadig se de røde strimler indeni, når du går ombord i den lækre muffin. Du kan med fordel toppe dem med glasur eller chokolade. 

tirsdag den 31. marts 2015

Havremuffins m. chokolade

- og et strejf af kanel og kardemomme


For vidste du det ikke allerede, så er fuldkorn bare et vidundermiddel, og det er AXA max enige i. AXA har nemlig fokus på, hvor vigtigt det er, at vi spiser godt med fuldkorn, og det kan du jo fint gøre gennem din havregryn. Der er ekstremt mange måder at få fuldkorn på, og havre er heldigvis en af dem. Og når jeg siger heldigvis, så er det fordi, at havregryn kan bruges i SÅ mange ting. Ja der er nærmest ingen grænser for, hvad du kan bruge dine gryn til. Grød, brød, snacks, müsli, frikadeller, forskellige former for tærtedej og ikke mindst - kager selvfølgelig :) Derudover fås havre i forskellige varianter, øko som konventionel, grov som finvalset, billig som dyr. Og hey - hvor fedt er det ikke lige, at forskerne har fundet ud af, at havren indeholder en naturlig fiber, som er med til at sænke kolesterolindholdet i blodet. Heyhey - mere havre, NU :) 

Oooh yeees, som du kan høre, er jeg fan, og så er jeg tilmed storforbruger af de skønne gryn. Ikke fordi jeg spiser synderligt meget grød for tiden, men det bliver ofte brugt i brød og kager herhjemme. Derfor passer denne svend meget naturligt ind, for den er spækket med de herlige flimser ;) Opskriften får du herunder - og de er naturligvis, i anledning af påsken, bagt i de sødeste gule påskeforme :) 

Opskrift til 25 stk.

150 g havregryn
200 g hvedemel
3 tsk bagepulver
½ tsk salt
1 tsk kanel, stødt
1 tsk kardemomme, stødt
100 g sukker
2 æg
4 dl mælk
80 g flydende becel
150 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Bland havregryn, hvedemel, bagepulver, salt, kanel, kardemomme og sukke sammen i en skål
  2. Pisk dernæst æg, mælk og fedtstof sammen i en anden skål og bland så indholdet af de to skåle sammen under omrøring 
  3. Rør dejen til en glat og jævn dej
  4. Hak chokoladen groft og vend denne i dejen til sidst - fordel chokoladen jævnt i dejen
  5. Fordel dejen i 25 muffinforme og bag kagerne ved 200 grader i ca. 15  minutter 
  6. Lad efterfølgende kagerne køle helt af, men husk at du skal spise en enkelt lun - bare imens du venter på, at resten køler helt af :) 




Note: en lækker og svampet basse, som kan varieres i det uendelige. Jeg har allerede nu planer om, at bruge denne opskrift som en grundopskrift fremover. De både holder sig godt, "fylder" lidt mere (så spiser man ikke så mange, men er det mon godt eller skidt? Hmm?), og så smager de bare skønt. Næste version skal vist være med en omgang bær. Det tror jeg kunne være godt. Hmm. eller måske en blanding af rabarber og marcipan? Uhhm... 

søndag den 20. april 2014

Citron-Lakrids Cupcakes

- med chokolade og Anthon Berg påskeæg


Påsken er ovre os, og det skal fejres :) Ikke blot med sild, snaps og skidenæg, men også med kage. Kagen må vi endelig ikke glemme, for der skal vel også være lidt til den søde tand, når det salte (og våde) køkken har været pænt repræsenteret hele dagen? Her er i hvert fald et bud på, hvad du kan forkæle dine påskegæster med når kaffen skal serveres. 

Selv har jeg ikke fejret påsken særlig meget, da den for mit vedkommende har stået i Bachelor skrivningens tegn. Peter har haft fri, men grundet snarlig aflevering af Bacheloropgaven, så havde vi bevidst valgt ikke at have for mange planer her i påsken. Jeg håber at alle I andre har nydt påsken indtil nu, og fortsat har planer om at nyde de sidste påskedage. Vejret skulle efter sigende blive ret lækkert (i hvert fald her i det nordjyske), så mon ikke jeg også skulle bevæge mig en tur ud af skrive-hulen idag :) 

Opskrift til 12 cupcakes

DEJ
1 æg
150 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
1 dl olie
1½ dl kærnemælk
2 tsk bagepulver
250 hvedemel
100 g mørk chokolade m. lakrids

CITRON-LAKRIDS GLASUR
250 g flormelis
80 g smør
2 spsk revet citronskal
½ tsk gul frugtfarve (kan udelades)
1/4 dl sødmælk
+ 1-2 spsk lakridssirup
+ 2 poser Anthon Berg mandelæg m. lakrids

Fremgangsmåde:
  1. Pisk æg, sukker og vaniljesukker luftigt og tilsæt dernæst olie og kærnemælk
  2. Bland bagepulver og hvedemel sammen og sigt det ned i den luftige æggesnaps
  3. Rør dejen jævn og vend herefter den hakkede chokolade forsigtigt ind i dejen
  4. Fordel nu dejen i 24 forme  - fyld hver form 3/4 op
  5. Bag basserne ved 200 grader i ca. 12-15 minutter, eller indtil de får en dejlig og let gylden farve på toppen
  6. Køl kagerne helt af og lav frostingen imens
  7. Bland alle ingredienserne sammen og pisk i ca 5-7 minutter, eller indtil massen er luftig og fluffet
  8. Tilsæt evt. en smule mere flormelis undervejs, hvis frostingen ikke får den ønskede konsistens
  9. Kom en stjernetyl i posen og smør lakridssiruppen ud i striber på indvendig side af sprøjteposen
  10. Vend frostingen op i sprøjteposen og sprøjt den ud på de afkølede muffins 
  11. Inden servering pyntes kagerne med et par mandelæg



Note: en saltet, sød og syrlig og fløjlsblød cupcake, som med sin kombination af lakrids og citron egner sig helt perfekt til påskebordets kaffeanretning. Den let syrlige og samtidig salte/søde cupcake har en let og luftig konsistens og smag, som gør at man snildt kan klemme to ned, selvom man har proppet sig mæt i karrysild, snaps og skidenæg :) 

Fortsat god påske :) 

tirsdag den 11. marts 2014

Blueberry Lemon Cupcakes

- og et lille drys af overskud



For ikke at nævne lidt liv på bloggen igen! Jeg indrømmer det blankt - jeg er virkelig skod'dårlig til at blogge for tiden, men sandheden er desværre, at der ikke er noget at blogge om! Jeg bager ikke så meget for tiden og spændende mad får vi ikke (når vi altså får mad) Der er for alvor gået eksamensræs, opgaveskrivning og stress i den, og jeg prøver med alle kneb at hænge i. Bloggen har altså været forsømt af en grund, og den vil fortsat køre lidt trægt, men med lovning på enkelte indlæg i ny og næ. Jeg håber dog, at I stadig er derude, og stadig vil følge med herinde, også selvom der kommer til at være 'længere mellem snapsene'.

Og med det på plads, skal I naturligvis have opskriften på disse forårs'herligheder. Min storebror og svigerinde kigger nemlig forbi til en kop kaffe i aften, og så skulle der jo lige bages lidt. Det er med at udnytte de dage, hvor overskuddet og tiden til det rent faktisk er der, så det gjorde jeg altså med disse friske svende! 

Opskriften er lavet ud fra, hvad der lige var på lager, men også lidt efter farvetemaet, da jeg i 'dens store kasse med forme' fandt disse smukke og friskeforårs'farvede forme. Stilen blev hurtigt lagt - Blueberry Lemon Cupcakes: tjek :)

Opskrift til 24 cupcakes

DEJ
1 æg
150 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
1 dl olie
1½ dl kærnemælk
1 økologisk citron, skal og saft
2 tsk bagepulver
250 hvedemel
100 g blåbær (friske eller frosne)

FROSTING
200 g smør
3½ dl flormelis
2 tsk vaniljesukker
1 past. æggeblomme
1 økologisk citron, saft og skal

Fremgangsmåde:
  1. Pisk æg, sukker og vaniljesukker luftigt og tilsæt dernæst olie og kærnemælk
  2. Pres saften ud af citronen og skræl skallen af - tilsæt begge dele til æggemasse
  3. Bland bagepulver og hvedemel sammen og sigt det ned i den luftige æggesnaps
  4. Rør dejen jævn og vend herefter blåbær forsigtigt ind i dejen
  5. Fordel nu dejen i 24 forme  - fyld hver form 3/4 op
  6. Bag basserne ved 200 grader i ca. 12-15 minutter, eller indtil de får en dejlig og let gylden farve på toppen
  7. Køl kagerne helt af og lav frostingen imens
  8. Bland alle ingredienserne sammen og pisk i ca 5-7 minutter, eller indtil massen er luftig og fluffet
  9. Tilsæt evt. en smule mere flormelis undervejs, hvis frostingen ikke får den ønskede konsistens
  10. Vend frostingen op i en sprøjtepose med en glat tyl, og sprøjt den ud på hver af dine afkølede kager
  11. Afslut med at pryde dine cupcakes med et par friske blåbær - det er så fiiint :) 




Note: en frisk og syrlig cupcake, som emmer af det dejligste og solbeskinnede forår! De poppende og søde blåbær indeni gør lige det ekstra til, at den lille kage føles sød, syrlig og let på en og samme tid. Uuhm! En luftig og sød basse, som egner sig godt til kaffen, men som også vil passe helt perfekt som det søde indslag til en brunch. 

torsdag den 30. januar 2014

Gulerod Cupcakes

- en evig klassiker


Det er virkelig sandt - en gulerodskage/cupcake går du bare aldrig galt i byen med, og så kan de spises hele året rundt. Man kan efter min mening altid finde en andledning til, at ondulere sådan en skøn og svampet sag som denne.

Derfor er det jo også helt galt, at jeg ikke har sådan en opskrift på bloggen!? Jeg har bagt denne version en million gange, men den er bare aldrig nået på bloggen - måske skyldes det, at den er så helt igennem genial, at den aldrig når så langt. Opskriften er oprindeligt fundet hos Birthe, og efter grov grov udnyttelse af opskriften i Cupcake form inde hos Line, ja så kan jeg fortælle, at den også kan findes derinde :) Den ER og BLIVER et hit, og det er derfor også altid denne opskrift vi bruger, når vi laver Gulerods Cupcakes til Lyserød Lørdag ;) 

Nå, men denne gang var der altså en grund til, at disse svende skulle kreeres, for gemalen skulle have kage med på job, så valget faldt altså på disses.Jeg fik inspiration til valget, fordi den søde Sabina lige smed opskriften ind den anden dag, og så blev jeg altså gulerods-kage sulten :) Nu håber jeg så bare, at banken havde ligeså meget lyst til gulerods cupcakes, som jeg havde ;) 

Opskrift til 24 stk.

DEJ:
350 g. sukker
2½ dl. olie
4 æg
300 g. hvedemel
1 spsk. stødt kanel
1 tsk. fint salt
2 tsk. natron
350 g. gulerødder, revet
50 g. valnødder, hakket

Fremgangsmåde:
  1. Pisk sukker og olie til en cremet masse og tilsæt æggene et ad gangen.
  2. Bland mel, kanel, salt og natron sammen og sigt det ned i blandingen
  3. Skræl og riv gulerødderne og vend dem forsigtigt rundt i dejen sammen med de hakkede valnødder
  4. Fordel dejen i 24 muffinforme og bag dem ved 175 grader i ca. 20 minutter
  5. Flyt de færdigbagte kager over på en bagerist og lad dem afkøle helt - imens laves frostingen. 
FROSTING:
200 g. natural flødeost (IKKE LIGHT)
100 g. blødt smør
1 vaniljestang
400-500 g. flormelis

Fremgangsmåde: 

  1. Pisk flødeost og smør sammen til en cremet masse
  2. Flæk vaniljestangen på langs, skrab vaniljekornene ud og mas dem ud i lidt flormelis
  3. Tilføj flormelis lidt ad gangen - pisk under hele processen
  4. Tilsæt flormelis indtil frostingen har den helt rette konsistens - ikke for tyk og ikke for tynd - den skal være fast, men ikke for tyk, da den skal kunne trykkes ud af sprøjteposen
  5. Kom en stjernetyl i en sprøjtepose og fyld den med frosting
  6. Sprøjt frostingen ud på de afkølede kager og pynt med krymmel eller valnødder
  7. Opbevar dine cupcakes på køl, indtil de skal serveres




Note: en helt vild lækker og uimodståelig kage, som kan bruges til alle tænkelige lejligheder - også selvom der slet ikke er en :) Den fede og syrlige frosting blandet med den søde, bløde og krydrede kage  - ahmen - det er jo et "Match Made In Heaven" :) Jeg glæder mig til at høre, om bankfolkene kunne bruge kagerne - og indtil da vil jeg nyde en af dem, som blev i overskud :) HAPS!

tirsdag den 9. juli 2013

Cherry Cupcakes

- med hvid chokolade


Og naturligvis kirsebær :) For som den faste læser helt sikkert har bemærket, så har bloggen stået en anelse stille de sidste par dage. Dette skyldes at jeg har arbejdet hele weekenden og mandag. Idag har jeg derimod haft fri, og det samme er tilfældet i morgen. Derefter går den så heller ikke længere, for torsdag og fredag står igen på job.

Nå, men på mine to fridag, hvor den jo idag har stået på fin fin solskinsvejr, ja der har jeg selvfølgelig sørget for at lave planer - UDENDØRS! Vi drog derfor et smut til Saltum, hvor mine forældre har sommerhus og pt. nyder deres ferie. Vi blev inviteret til frokost, og jeg valgte at medbringe en bette kage til kaffen. Valget faldt på disse lækre kirsebær cupcakes, for lige nu er der altså uimodståeligt lækre kirsebær at finde rundt omkring i vejboder og/eller grønt-torvene. Ja sågar dem i Føtex er værd at nappe med hjem, muums. 

Opkrift til ca. 18 stk. 

Dej:
2 æg
150 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 dl. olie
½ dl. æblejuice
3 dl. kærnemælk
280 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
180 g. hvid chokolade
ca. 20 udstenede og halverede friske kirsebær

Topping:
3 dl. flødeskum
1 spsk. creme fraiche
1-2 spsk. flormelis
½ stang vanilje, kornene
3-5 dråber vaniljeessens
evt. lidt chokoladeflager (kan undlades) 
+ 18 friske kirsebær m. stilk

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en luftig masse, og tilsæt dernæst olie, æblejuice og kærnemælk. Sigt hvedemelet i lidt efter lidt, og når det er kørt helt ud i dejen, så tilsættes bagepulveret og det blandes forsigtigt ind i dejen. Vend slutteligt den hakkede hvide chokolade og de halverede kirsebær  rundt i dejen og fordel så dejen (fyldes 3/4 op) i muffinforme. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15-18 minutter. 

Imens kagerne bages kan toppingen laves. Pisk fløden til skum, bland med creme fraiche og smag til med flormelis og vanilje. Vend til sidst chokoladeflager i, hvis du ønsker det. Kom din topping i en sprøjtepose med en glat rund tyl i, og tyl det så udover dine kager når de er færdigbagte og HELT kolde. Afslut med et fint og friskt kirsebær på toppen. 




Note: en ret sød men luftig og let cupcake, som passer helt fantastisk til en varm sommerdag som idag. Kagen er meget samarbejdsvillig, og er ikke så vanskelig når det kommer til topping. Lav gerne en mousse og kom ovenpå, eller rør blot en smørcreme eller flødeost-frosting sammen hertil. Husk dog kirsebærren - og hav gerne en lille skål med ekstra kirsebær til at stå fremme på bordet. De gør lige dét ekstra :) 

onsdag den 5. juni 2013

Nougat Cupcakes

- til min kære fader på Fars Dag


Ja for vi kan jo ikke komme udenom, at det idag er Fars Dag! Siden jeg er flyttet hjemmefra, er jeg begyndt at gå mere op i det med, at forkæle mine forældre lidt ekstra på disse mærkedage, og selvom SU'en ikke rækker til meget mere end husleje, så skal de forkæles alligevel. Som jeg også fejrede mors dag, og forkælede med Mors Dag Brunch, så skal Far også forkæles på nogenlunde samme måde.

Og da min far jo er kendt for at være The Cake Fanatic, hvad passer så bedre, end at forkæle ham med kager? :) Nej vel? Jeg kan heller ikke komme på andet, og så er det jo bare rart, at kunne forkæle med noget af det, som man selv holder allermest af ;) 

Opskrift til ca. 18 stk.

Dej til cupcakes:
2 æg
150 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 dl. olie
250 g. creme fraiche
½ dl. æblejuice 
250 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
+ 150 g. nougat, i små tern

Nougatmousse:
4 dl. fløde
100 g. blød nougat 
2 blade husblas

Start først med at lave nougat moussen, da denne skal have lov at sætte sig på køl. Udblød husblassen i koldt vand og smelt nougaten over vandbad. Smelt så husblassen ned i den smeltede nougat og lad det køle lidt af. Pisk imens fløden til skum og vend så den afkølede nougat/husblas blanding i. Stil på køl, og lad den sætte sig. 

Imens moussen sætter sig laves kagerne. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig og lys masse. Tilsæt herefter olie, creme fraiche og æblejuice, alt imens der røres rundt i massen. 

Tilsæt hvedemel melet lidt efter lidt, og kom til sidst bagepulveret i. Sørg for, at du ikke rører for meget i dejen herefter. Skær nougaten ud i små tern, og kom de første 100 g. ned i dejen, og vend dem forsigtigt rundt i dejen. Vend dejen op i muffinformene og drys så de sidste 50 g. nougat ud på toppen af de ubagte kager. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 10-12 minutter og placer dem herefter på en bagerist til afkøling.

Når kagerne er kølet af skal nougatmoussen sprøjtes eller bredes ud på toppen. Jeg valgte at smøre den ud på toppen af de afkølede kager, de mine små og hjemmelavede Fars Dag Cupcake Toppers ellers ville drukne i mousse :) Du kan selvfølgelig fint vælge at sprøjte moussen ud, hvis du har andre planer ift. pyntningen :)





Note: en lækker og blød cupcake, med en skøn og luftig mousse som får den røde tråd frem igennem hele cupcaken. Man smager tydeligt et strejf af nougat hele vejen igennem, og hver en mundfuld er himmelsk og sød :) Nu håber jeg bare, at de bringer lykke og glæde i min fars kageglade kagehjerte :)

Forkæler du også din far idag, og i så fald med hvad? :) 

onsdag den 24. april 2013

Bailey's Cupcakes

- og de smager dælme dæjligt


For at sige det på godt gammeldaws nordjysk. For det er altså hvad denne lækre sag er - altså ikke nordjysk eller gammeldaws, jo måske lidt nordjysk, da den jo er lavet i af en gemen nordjyde, meeeen derimod dæjlig og død'lækker. Og nåeh ja, så er den riiiiimelig nem at blive afhængig af. 

Nu håber jeg bare ikke, at mit tyskhold bliver ligeså afhængige, for så kan jeg da godt blive lidt bange for, hvad min læseferie kommer til at gå med - og nej, det er ikke læsning :) I så fald kreerede jeg disse svende til mit tyskhold idag, da vi skulle afvikle de sidste time inden læseferien/sommerferien. Vi sluttede derfor af på bedste vis, nemlig film, kage og tidligt fri - skøøønt :) 

Efterfølgende stod den dog på lidt gruppearbejde, da vi havde nogle løse ender, som lige skulle samles op, inden eksamen banker på døren, men vi var allerede færdige kl. 13.00 og med kage i maven, ja så var det jo ingen sag ;) 

Opskriften skal skal I naturligvis have, for jeg vil garantere jer, at I vil elske den. Derfor: lav den, nyd den og slå mave ;) Det er nemlig en lækker bombe, som syner af overskud, men som altså ikke kræver vilde skills eller andet ståhej - promise :) Så spring endelig ud i det!

Opskrift til ca. 15 stk. 

2 æg
220 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. natron
1 dl. flydende becel
2 dl. kærnemælk
2 dl. bailey's
60 g. kakaopulver, usødet
250 g. hvedemel
100 g. mørk chokolade, hakket

Mousse:
1 pose Dr. Oetker Chokolademousse
2 dl. bailey's
½ dl. skummetmælk

Pisk æg og sukker luftigt og tilsæt så vaniljesukker, flydende becel, kakaopulver, kærnemælk, Bailey's og hvedemel. Pisk godt undervejs, og rør gerne dejen sammen i en røremaskine, hvis du har sådan en. På den måde kan du tilsætte ingredienserne imens der piskes imellem. Afslut med at komme natron og chokoladen i.

Når dejen er rørt godt igennem fordeles den ud i muffinforme og bages ved 200 grader i ca. 15-20 minutter. Stik evt. en tandstik ned i midten af kagen, for at sikre, at den er færdig og gennembagt. 

Lad kagerne køle af og lav imens cremen. Pisk blot pulver, Bailey's og skummetmælk sammen med en håndmixer i et par minutter ved høj hastighed. Pisk indtil moussen er glat og luftig, og kom den så i en sprøjtepose med glat tyl i. Læg posen på køl, indtil du og kagerne er pynte'klar. Sprøjt så moussen ud over kagerne i en rund glat "bobbel" og afslut med lidt chokolade'drys og et friskt blad citronmelisse :)




Note: en skøn og svampet cupcake, som smager lidt i retningen af skildpadder fra Toms. Den har den der lækre runde smag af karamel blandet med smagen af bitter chokolade, som så til sidst rundes af med en lækker og cremet mousse på toppen, som jo også smager af Bailey's. Uuuhm!

Man kan sige meget om Dr. Oetker og deres færdigmousse, men selvom jeg ikke er meget til deres chokolade version, så hjælper det altså gevaldigt, at den bliver pisket op med en god sjat Bailey's :) Uuuf. Så hvis man ikke er meget til Bailey's i sin rene form, så smid den i en gang kage og mousse,og bingo banko - en skøn og ikke mindst nem basse er bakset sammen. HAPS!

søndag den 17. marts 2013

St. Patrick's Hats

- ala muffin style


Og er de nu ikke meget søde? Jeg aner ikke, hvad hulan det helt præcist er, som fejres på St. Patricks Day (udover at det nok er Saint Patrick?), og jeg er egentlig også lidt ligeglad :) Jeg ved bare, at det er noget med en mand med et stort skæg, grønt tøj, grøn hat og en fir-eller trekløver. Jeps, det er det jeg har fanget, og det er nok for mig :)

Jeg skal nemlig ikke fejre det, men blot fejre, at der er endnu en god grund til, at bage en omgang kager med tema! Nøjh hvor jeg dog elsker tema-kager og tema-fester :)

Opskrift til ca. 24-30 stk.

225 g. sukker
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
250 g. hvedemel
50 g. kakao
100 g. chokolade
1½ dl. mælk
3 dl. kærnemælk
1 dl. flydende becel
1 spsk. pebermynte ekstrakt

Pisk sukker, vaniljesukker og æg luftigt. Tilsæt dernæst fedtstof, pebermynte ekstrakt, mælk og kærnemælk, og sigt så kakao og hvedemel i. Tilsæt som det sidste natron og den hakkede chokolade, og hæld så dejen over i smurte muffinforme (muffin-plade i metal) uden papirsforme i. De skal ganske enkelt bages direkte ned i metalformen, som skal smøres/sprayes godt med fedtstof, da dejen på den måde "glider" lidt op ad kanterne, og dermed får den fine "hatte"form.  Du skal derfor også sørge for, at fylde formen lidt mere op end du ellers plejer, når du laver muffins, da dejen helst skal flyde lidt udver formens kant. 

Ja det er helt mystisk at sidde og skrive dette, da det jo normalt er det man skal undgå, når man laver muffins. Men men men, hvis du vil hatte-formede muffins, så er det altså den "forkerte" måde du skal benytte dig af ;) Bag dine muffins ved 200 grader i ca. 10-15 minutter. Lad herefter dine muffins afkøle helt, før de prydes med grøn icing og en trekløver i hatten :) 




Note: en helt almindelig, men syndigt lækker chokolademuffin, som blot er klædt ud i de grønne klæder i dagens anledning. Derudover er der også tilsat et skvæt pebermynte, bare for at være den grønne farve tro :) Uuhm. Chokolade og pebermynte er og bliver altså bare en lækker kombi :) God søndag, og Happy Saint Patrick's Day :) 

mandag den 11. februar 2013

Digestive Cupcakes m. nutella

- en svampet og choko-fyldt drøm


Og hvis du tænker, at jeg har blogget om denne før, så er det også sandt, men ligesom flere af mine andre indlæg, så forsvandt dette indlæg også på mystisk vis. ØV! Og det havde jeg endda ikke selv opdaget, ligesom jeg havde det med de andre. Den elektronik er sørme ikke altid så herlig, som den udgiver sig for at være. 

Nå, men I skal naturligvis kunne lave disse skønne basser, for det er de virkelig - altså skønne. Og da flere har sendt mig mails om, at de på mystisk vis var væk, så kommer der altså lige en opskrift her. Samme billeder, samme opskrift og ja - sammen lækkerhed. Til jer der har skrevet og mindet mig om, at mit indlæg var forsvundet vil jeg gerne sige jer tak :) Det er aldrig rart, når man mister nogle opskrifter eller indlæg!

Opskrift til ca. 24-30 stk.

225 g. sukker
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
1 dl. flydende becel
50 g. kakao
250 g. hvedemel
1 tsk. natron
3 dl. kærnemælk
1½ dl. skummetmælk
100 g. chokolade, hakket
ca 20 digestive kiks (halvdelen til pynt)

Nutella frosting:
200 g. natural flødeost
320 g. nutella

Pisk sukker, vaniljesukker og æg sammen til en luftig masse og tilsæt dernæst fedtstof, mælk, og kærnemælk. Sigt kakao, hvedemel og natron ned i og vend som det sidste den hakkede chokolade og 10-15 knuste digestive kiks ned i dejen. Vend det hele godt rundt, så kiks og chokolade er ligeligt fordelt i dejen. 

Hæld nu dejen op i dine muffinsforme, ca. 2/3. Bag dine kager ved 200 grader i ca. 10-15 minutter, hvorefter de køler helt af. Lav imens din frosting ved blot at blande de to ingredienser sammen til en jævn og glat frosting. 

Når kagerne er helt afkølet prydes de med nutellafrosting (i sprøjtepose m. tyl), hvorefter de til sidst toppes med en kvart digestive kiks, som presses ned i frostingen. 





Note: en dejlig svampet og lækker chokolade-cupcake, som smager dejligt at både chokolade og nutella, men som også har et dejlig twist af den let-crispy digestive kiks - både indeni og udenpå. HAPS! Server den til en god kop kaffe, eller til en sulten flok 7 klasses elever, som elsker alt hvad der bare ligner kage :) 

mandag den 24. december 2012

Julecupcakes m. amaretto og marcipan

- til de af jer, som ikke kan få tiden til at gå til i aften :)


For i lørdags var vi nemlig samlet til julefrokost hos Peters onkel og tante, og da det efterhånden er blevet lidt et sammenskudsgilde, så lovede jeg at medbringe lidt kage til kaffen (no shit Sherlock?) Well, da det jo temmelig meget snart er jul, så skulle det naturligvis også være en julet kage-ting.

Det blev derfor til en omgang Julecupcakes med et skvæt Amaretto og et drys marcipan i. Den oprindelige opskrift er fra det Cupcake Magasin jeg modtog for noget tid siden, og da de lød ret spændende, så skulle de naturligvis afprøves. Jeg ændrede dog en smule i opskriften, da jeg ikke havde sødmælk, som den oprindelige opskrift indeholdte, og nåeh ja, så kom jeg mere Amaretto i og tilsatte marcipan i dejen, hvorimod den efter den oprindelige opskrift skulle ovenpå som pynt. 

I får naturligvis opskriften som jeg lavede den - med marcipan og vanilje i dejen, mere Amaretto tilsat OG lavet med kærnemælk frem for sødmælk :) 

Opskrift til ca. 12 store cupcakes og ca. 48 mini cupcakes

100 g. smør
85 g. sukker
385 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
1 vaniljestang
3 æg
4 spsk. amaretto
70 g. revet marcipan
3,5 dl. kærnemælk

Pisk smør, vaniljekorn og sukker til en luftig masse. Tilsæt så æggene et ad gangen sammen med Amaretto og marcipan, og pisk til det er jævnt og luftigt. Sigt nu mel og bagepulver sammen og vend det ned i blandingen, hvorefter kærnemælken tilføjes og vendes rundt i dejen. 

Fordel nu små papirsforme i bageformen og fyld så formene 3/4 op med dej. Bag dine cupcakes ved 180 grader i ca. 20 min. eller indtil de er let gyldne på toppen.

Disse cupcakes blev pyntet i bedste snemands-stil, med smørcreme på toppen, dyppet i sukker og dernæst pyntet med en orange marcipannæse indfarvet med pastafarve og øjne lavet med en sort sukker-gel pen. 1, 2, 3 - en julet snemands cupcake klar i en ruf ;)




RIGTIG GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE !!!