mandag den 4. februar 2013

Makronkage m. chokolade

- og en håndfuld pinjekerner


For som flere af jer sikkert har opdaget, så afprøver jeg i øjeblikket Osuma.dk, som er et online supermarked. Sidste uge var så tredje gang jeg prøvede at handle hos Osuma.dk, og udover lidt forbytning af nogle varer, da de kom med leveringen, ja så gik det hele nu meget glat :) Denne gang fik jeg alle mine varer, og de var ganske intakte også :) Hurraaaa. 

Well, denne gang bliver det så ikke et uddybet indlæg om, hvad jeg købte hos Osuma.dk, eller hvordan det hele gik, ned i mindste detalje, men derimod et indlæg om, hvad nogle af sidste uges varer blev omdannet til. I får derfor en ganske dejlig opskrift i stedet, og denne gang på en skøn omgang makronkager m. chokolade. 

Opskrift til én kage

3 æg
250 g. sukker
150 g. groft knuste makroner
1 spsk. mandelessens
125 g. smør, smeltet
125 g. hvedemel
100 g. chokolade
+ smeltet chokolade og pinjekerner til pynt

Pisk æg og sukker hvidt og skummende og tilsæt dernæst det smeltede og afkølede smør. Tilsæt så mandelessens og hvedemel og rør dejen jævn og glat. Vend nu det de knuste makroner og det hakkede chokolade i, og fordel dejen i din tærte/kageform (du kan fint bruge muffinforme, hvis du ikke har andre muligheder). 

Bag kagen ved 200 grader i ca. 20 min., eller indtil kagen er blevet fast indeni, men også kun lige fast. Kagen skal ikke overbages.

Lad kagen køle helt af på en bagerist, før den skæres ud og pyntes med smeltet chokolade (til at sætte pinjekernerne fast med) og pinjekerner. Nyd den i godt selskab, og med en herlig kop kaffe til :)





Note: en sej og sød godte, som passer mere end godt til en kop skoldhed kaffe, på en meget våd og kold mandag som idag. Kombinationen af de søde makroner og den let-bitre chokolade gør, at kagen får en yderst lækker smag. Samtidig er den seje skorpe og det bløde indre to die for! At chokoladen faldt lidt til bunden, var ikke meningen, men det smager den altså ikke dårligere af :) Tværtimod.

Må I alle få en dejlig mandag :) 

7 kommentarer:

  1. Ihhh nu kan jeg ikke holde mig fra tasterne :-)

    Først ser kagen rigtig lækker og god ud, og er endnu en kage fra dig som står på min to-do-liste :-)

    MEN du skriver at der er vindruer i, men kan ikke se hvornår du bruger dem???
    En taste fejl eller..... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha, og det er ganske godt, at du gør det :) NEJ, der skal ikke vindruer i :) Det er ganske enkelt en fejl :) Jeg har vist blandet to forskellige indlæg sammen her, da jeg skrev det ;) Det er nu rettet til. Tak for info Bente ;)

      Slet
  2. Jeg har bagt den lækre makronkage og serveret den med fløde og jordbær - det er en fantastisk kage! Opskriften har jeg lagt ud på min egen blog og selvfølgelig linket til din opskrift :o)
    /Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig ikke helt tosser - og hvor er jeg glad for, at du synes det samme :)

      Slet
  3. Faldt over denne opskrift på nettet, da jeg søger en kage med makroner, og den her ser lækker ud. Hvor mange personer er din opskrift til? Du skriver nemlig ikke størrelse på bageform. Christina :-)

    SvarSlet
  4. Vil også gerne vide bageform/størrelse? Mvh Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. I en alm. glas- tærteform er 20 min. bagetid v. varmluft ihvertfald ikke nok!! Har givet den et kvarter mere.

      Slet