torsdag den 12. februar 2015

Kartoffelmazarin m. lilla kartofler

- men kagen var pænere i mit hoved


Ak ja - det er ikke altid, at resultatet bliver, som man havde tænkt og håbet. Heldigvis fejler smagen ikke noget, i denne version af en kartoffelmazarin, meeeeen jeg havde nu håbet, at farven blev en smule mere lilla end det var tilfældet. Heldigvis kan en omgang kandiserede violer gøre lidt for at understøtte det lilla touch (eller mangel på samme) ;)

Opskriften har jeg fået fra min søde kollega, Dorthe, som er så heldig at have hjemkundskab (madkundskab) med min herlige klasse - 7A. En dag de var i køkkenet, kunne jeg pludselig dufte kage ;) Og med en insiderviden om, at der var gang i en sød og lækker produktion af små kartoffelmazariner, så kunne jeg ikke holde mig væk. Naturligvis blev jeg budt på både 1, 2 og 3 smagsprøver, så min sukkerbeholdning var helt i top den eftermiddag. Mazarinerne var simpelthen så gode, at jeg måtte have fingrene i opskriften. Jeg undlod dog at komme mandler i, ganske enkelt fordi lageret var brugt op af disse. Derudover skiftede jeg de almindelige hvide kartofler ud med en rest lilla kartofler, som jeg fandt i Lidl en dag, hvor der skulle lidt kulør på aftenens menu.

Opskrift til 4-6 personer

200 g sukker
100 g smør
3 æg
1 appelsin, saft og skal
180 g kogte kartofler
160 g hvedemel
1 tsk (med top) bagepulver

Fremgangsmåde
  1. sukker og smør piskes godt sammen
  2. æggene tilsættes et efter et og appelsinsaft og skal røres i dejen
  3. kartoflerne moses helt fint og vendes i
  4. hvedemel og bagepulver tilsættes som det sidste og dejen røres jævn
  5. beklæd en springform med bagepapir og hæld dejen heri
  6. bag kagen ved 180 grader i ca. 45-50 minutter 
  7. når kagen er færdig, vendes den ud af formen og placeres på en bagerist, hvor den køler af
  8. imens smeltes 100 g mørk chokolade over vandbad, som efterfølgende smøres ud over den afkølede kage
  9. Drys afslutningsvis krymmel eller anden pynt over kagen og nyd den enten  med iskold mælk eller rygende varm kaffe
  10. Opbevar kagen mørkt og i en lufttæt beholder 



Note: en skøn, svampet og sød mazarin, som ganske enkelt ikke bliver pæn af at bruge lilla kartofler. Vælg derfor den gode gamle hvide sag, med mindre du gerne vil have en grøn sag ;) Omvendt kan man sige, at det jo er et herligt resultat, især hvis alternativet var, at smide kartoflerne ud. Se det er god "Stop spild af mad" ånd :) God fornøjelse. 

2 kommentarer:

  1. Hvor mange mandler skulle der i den oprindelige opskrift? Jeg har været på udkig efter en opskrift på kartoffelmazerin i flere år, da jeg smagte en god en, længe før internettet var der.

    Kh.
    Anne-Marie

    SvarSlet