fredag den 18. oktober 2013

Chokoladeboller m. kardemomme

- en sand efterårsbasker


For ifl. undertegnede er både kanel og kardemomme en væsentlig og vigtig fætter i og til efterårets mange søde sager og kager. Det samme gælder i disse lækre boller, for kombinationen af chokolade og kardemomme skal man så absolut ikke undervurdere!

Og well, disse snaskede, svampede og helt igennem bløde og lækre bomber blev kreeret igår, hvor jeg havde en HEL fridag, som KUN skulle bruges på hyggelige ting. Det gik helt automatisk, for da bimsen og jeg endelig besluttede os for at komme ud af fjerene, så stod det ned i lårfede stråler, og mørket var endnu ikke forsvundet! Vejret indbød derfor i allerhøjeste grad til indendørs hygge, og at der i kalendere også stod "Den store bagedag" hjalp jo kun endnu mere på det. Det varede derfor ikke længe før jeg stod i køkkenet iført morgenkåbe og baksede disse herligheder sammen. Og 1, 2, 3 - halvanden time senere var der dømt råhygge i sofaen med både tæpper, stearinlys, serier OG en (eller to) chokoladebolle(r) med kardemomme  - lun og nybagt naturligvis! Orrrrrk det var godt - og derfor skal I selvfølgelig have opskriften! :) 

Opskrift til 16 store boller

50 g. gær
2 dl. lunken vand
1½ tsk. salt
3 spsk. sukker
2-3 tsk. kardemomme, stødt
100 g. blødt smør
4 dl. creme fraiche (18 %)
2 æg
200 g. mørk chokolade
ca. 700 g. hvedemel

Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt, sukker og kardemomme. Bland det bløde smør i sammen med creme fraiche og de to æg. Ca. halvdelen af melet tilsættes og chokoladen hældes ned i den bløde og klistrede dej. Dernæst tilsættes resten af melet lidt efter lidt, og mere mel kan tilsættes, hvis dejen føles alt for klistret. OBS. Dejen skal være meget blød og lidt klæg, men skal dog kunne formes og arbejdes med i hånden efter hævning. 

Når dejen er æltet godt igennem stilles den til hævning under klæde i ca. 30-45 minutter. Herefter slåes dejen ud på et meldrysset bord, rulles ud til en lang pølse som efterfølgende skæres ud i 16 lige store stykker. Disse formes til boller og placeres tæt ved siden ad hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne dækkes endnu en gang til med klæde og hæver endnu en gang - denne gang i ca. 20 minutter. 

Varm ovnen op på 200 grader, pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag de lækre chokoladeboller ved 200 grader i ca. 20 minutter eller indtil de er godt gyldne og sprøde i toppen. Husk at afkøle bollerne helt på en bagerist efter bagning. 




Note: en helt uimodståelig og lækker bolle, som så absolut skal laves igen og igen og igen herhjemme. Kombinationen af chokolade og kardemomme er eminent, og er kommet for at blive. Bollen er klæg og svampet på den helt rigtige måde, men det er samtidig en tung basse, som fylder godt i mavsen. Den går godt i spænd med både nybrygget kaffe og varm kakao :) Og har du endnu ikke bagt til weekenden, så gør dig selv og dine kære den tjeneste og bag disse :) 

31 kommentarer:

  1. Uhm.. De ser perfekte ud! Dem må jeg bage næste gang, for dem jeg bagte med nutelladrops var bare ikke nogen succes...

    SvarSlet
    Svar
    1. De var virkelig også PERFEKTE!!! Både i smag og konsistens! Uuuhm.. Tror da lige jeg vil klemme en ned til formiddagskaffen nu her ;) Lidt en skam, at den idé med de nutella-drops ikke funkede i praksis! :( Synes nu ellers, at det var en genial idé vi kom på? :P

      Slet
  2. De ser lækre ud, men hvor meget kardemomme putter du i?

    SvarSlet
    Svar
    1. Woooops, den smuttede da lige i farten ja :) Jeg kom 3 tsk. stødt kardemomme i :) Det er hermed rettet til :) Tak for at gøre mig opmærksom på det ;)

      Slet
  3. Mmmh, lækkert - de ligner jo Slotsbagerens :D Og så lyder de jo faktisk endnu bedre, hvis man spørger mig - elsker alt med kardemomme i - yum!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa det gør de nemlig, og de er også mindst ligeså bastante og lækre som deres ;) Der er dog stadig lidt med chokoladen (den smager ikke helt så nutella-agtigt som slothbagerens), men ellers er den der faktisk ;) Og ja - kardemomme er SÅ goooodt... Jeg er også fan ;) YOU KNOW :P

      Slet
  4. Årh guf altså! Hvorfor har jeg også lige spist så kalorieholdig en frokost, at jeg ikke lige må klemme sådan en ned uden at det går ud over aftenens boller i karry! Hmmm måske en løbetur kunne råde bod på at spise sådan en fætter ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Orrrh pyt Agnethe! Det er jo fredag ;) men ja, en løbetur kan altid være god, især i sådan et smukt vejr :) Du kunne også være smart, og vente med at bage dem til i morgen! SÅ er der dømt lørdags-hygge ;)

      Slet
  5. De ser rigtige gode ud. Elsker at man kan se de ikke er tørre. Dem må jeg prøve, jeg elsker kardemonne, bruger det altid i mine pandekager :)
    www.mariahoffbeck.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. De er også HENRIVENDE :) og absolut ikke tørre ;) UUuhm me to. Jeg er en sucker for kardemomme, og kommer det også selv i pandekager. Det bliver bare lige en tand bedre med kardemomme ;)

      Slet
  6. De ser virkelig lækre ud dem må jeg absolut prøve imorgen. Lige et enkelt spørgsmål når du skriver 200 grader er det så ved varmluft ell. alm.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaaa, do it ;) Du vil IKKE fortryde ;) NIKS, herinde er det ALTID alm. ovn, aldrig varmluft. Det kan mig og min ovn ikke blive enige om ;)

      Slet
  7. Jeg har i dag afprøvet opskriften, og hold nu op de er simpelthen bare lækre! Og der har jo ikke været vejr til andet end at bage disse lækre boller og så indtage dem foran fjerneren, til kampen mellem DK og Frankrig, sammen med et krus varm kakao! :)

    Denne opskrift kommer i gemmeren, for den skal bruges igen ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har virkelig forstået konceptet Line - dejligt :) For ja, de er helt fantastiske til varm kakao (og håndbold) :) Dejligt at de også smagte dig. Jeg elsker dem selv ret meget, så jeg forstår dig fuldt ud.

      Jeg er glad for, at opskriften gemmes. Jeg håber ikke, at der går lang tid, før de skal bages hjemme hos dig igen :) Kulden og vejret er jo til chokoladeboller og kakao hver dag for tiden :D

      Slet
  8. Uh de ser lækre ud. Er de bedst samme dag eller kan de spises dagen efter? Kan de fryses?
    Vi har en børnefødselsdag for døren og tænker de kunne bringe lykke 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. De er HELT fantastiske, og de kan spises dagen efter OG kan fryses :) Ja der er nærmest ikke det, de ikke kan ;) God fornøjelse. Håber de vækker glæde :)

      Slet
  9. Muuums de er virkelig fantastiske!!! Tak for opskriften, den er hermed afprøvet og tilføjet i blandt mine favoritter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. De er nemlig ret gode, ja :) Dejligt de også faldt i din smag, Julie :) God søndag :)

      Slet
  10. Looks so good ...I'll try to translate and bake

    SvarSlet
    Svar
    1. They are sooooo delicious :) Good luck - it's a easy recipe ;)

      Slet
  11. kan man stille den natten over??

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm det tænker jeg godt, at du kan, men så skal du nok reducere gærmængden en hel del, da den ellers, efter min vurdering, vil vælte ud i hele dit køleskab. :)

      Slet
  12. Nam nam nam! Nej hvor er de gode og luftige.

    SvarSlet
    Svar
    1. De er nemlig ret fantastiske. Jeg er også helt vild med dem, og så kan de spises både sommer og vinter ;) Chokoladeboller er ALTID et hit.

      Slet
  13. These look amazing!

    I'm going to translate this recipe & make them right away...

    SvarSlet
  14. Je pourrai avoir la recette en français svp merci

    SvarSlet
  15. Je pourrai avoir la recette en français svp merci

    SvarSlet
  16. Hej - 4 dl creme fraiche, svarer det til en hel eller hvad? :)

    SvarSlet
  17. WAUW hvor de ser lækre ud og dem skal jeg helt sikkert lave i dag i dette regnvejr og nogle som manden kan få med når han kører på job senere i dag :-) Tak for super god opskrift

    SvarSlet
  18. Kan kardemomme undlades? Hvis nu man ikke er helt stor fan af det! �� og hvor mørk chokolade er mørk chokolade?��

    SvarSlet
  19. Ricetta in italiano..é possibile?
    Grazie, simona!

    SvarSlet