Historien om Chillum

- og hendes tur ud af vinduet fra 1 sal, som kostede to brækkede forben

En træt og smerteramt hundebimse, som holder øje med katten, som hun fik af Bebe (aka. "Bedste" - Peters mor) da de var på "sygebesøg"

Det hele startede for over et år siden, nemlig søndag den 12. september 2010, hvor hele familien var inviteret til brunch i anledning af min 21 års fødselsdag. Der var fra morgenstunden af gang i køkkengryderne og temperaturen var høj i køkkenet, så køkkenvinduet blev åbnet, alt imens Chillum var ude på sin morgen-gåtur med Peter. Her havde Chillum mødt en kat nede på parkeringspladsen, som var enormt spændende. Alle havde dog lidt travlt denne morgen (jeg selv i køkkenet og Peter med gåturen og et ventende sving med støvsugeren), så Chillum fik ikke lov at jagte katten yderligere.

En halv time inden hele familien skulle ankomme skete det så. Chillum så katten fra tidligere i haven nedenunder os, og før nogen registrede noget, tog Chillum springet ud af vinduet fra 1 sal, som vi bor på. Katten slap væk og Chillum lagde nu og vred sig pinefuldt på græsplænen nedenfor, imens hun skreg og pev noget så frygteligt.

Chillum gjorde alt, for ikke at bruge benene den første dag

Vi fik hurtigt kontaktet Aalborg dyrehospital, som havde søndagsvagten i Aalborg denne søndag. Vi kørte derud hurtigst mulig, hert stadig uvidende om, hvad der var sket med Chillum. Vi fik på vejen derud kontaktet vores forældre, som jo allerede var på vej herud, men de ville så tage sig af gæsterne indtil vi igen kom tilbage, da det jo på dette tidspunkt var for sent af aflyse bruchen

Ude på dyrehospitalet var hende der havde vagten, ikke den person som havde forstand på knoglebrud, og vi bliver der stillet overfor det forfærdelige valg, som gik på at vi enten kunne vælge af få Chillum aflivet. eller også kunne vi "tage chancen" og lade hende vente til imorgen, hvor hun så kunne komme i røntgen, hvorefter de så kunne vurdere skaderne og Chillums situation.

Vi gav dem besked på, at de simpelthen bare skulle gøre alt, hvad de kunne for at redde hende, ligemeget hvad det end måtte koste (Her skal der virkelig lyde en anbefaling til alle om, at tegne en sygeforsikring, hvilket vi desværre ikke havde gjort på dette tidspunkt).

Herefter startede de længste 24 timer i vores liv hidtil. Vi måtte forlade dyrehospitalet uvidende om, hvad der skulle ske med vores lille hund. Det var en meget surrealistisk oplevelse, at komme fra dyrehospitalet direkte hjem til lejligheden, som jo var fyldt med mennesker, der troede de skulle til en festlig fødselsdag. Det var især for mit vedkommende meget mærkeligt, lige at være gået fra min elskede hund, som jeg ikke vidste hvad der skulle ske med, til så at komme hjem for at pakke gaver op :/



Da gæsterne var gået ved middagstid gik vi i seng for at sove, og på den måde prøve at få tiden til at gå.

Heldigvis blev vi ringet op tidligt mandag morgen af dyrelægen med speciale i knoglebrud. Han fortalte os, at Chillum havde brækket begge forben med "fine og lige" brud, og ellers så det ikke ud til, at hun havde fået yderligere skader. Han fortalte os, at hvis vi kom ud, og betalte halvdelen af beløbet ville han straks gå igang med at opererer Chillums ben. Vi skyndte os naturligvis derud for at få betalt, så operationen kunne gå igang.

Allerede dagen efter havde vi Chillum hjemme igen, dog med mange mange smerter, samt to grimme ar og sygninger på begge forben, som bestemt ikke var kønne på daværende tidspunkt.

Hævede og meget ømme syninger

Grimme ar på fine små hundeben

Her startede så en tid med antibiotika og smertestillende, så den bette bimse ikke havde ondt i de små fusser. I 3 uger sov vi på gulvet i stuen - nemlig for at undgå, at hun forsøgte at springe op i vores seng samt sofaerne.

Benene begyndte langsomt at hele fint, og hun begyndte at blive bedre og bedre til at gå igen. Inden vi fik set os om, havde vi igen en tosset, frisk og energifyldt bimse, som igen springer rundt i fuld firspring uden gener.

Imellem tiden har der dog meldt sig et nyt problem. Hun fik nemlig en form for sårdannelse på maven, som vi i første omgang troede var noget hun havde pådraget sig ude på dyrehospitalet. Vi måtte derfor derud igen, men dyrlægerne kunne ikke finde ud af, hvad det var, og sårene blev bare større og større jo flere dage der gik. De tog derfor nogle skrap af sårene og sendte dem til "dyrkning" i håb om, at finde ud af, hvilke bakterier mm. der var i sårene - dog uden held.

Det endte derfor med, at vi blev enige om, at der skal tages en biopsi af sårene. Her blev Chillum så indlagt endnu en gang.

 

Da vi samme dag som indlæggelsen hentede hende igen, fik vi begge et chok. Chillum havde nemlig fået et langt ar på langs under maven og ligeledes et langt ar på siden af maven. Imens jeg ligeså langsomt gik i chok over vores ret skamferede hund, begyndte dyrlægen så at fortælle os, at da han var begyndt at "skære" i hende, synes han det så noget mistænkeligt ud og havde derfor fjernet det hele istedet for blot at tage en biopsi. På den måde undgik vi, at vi så i hvert fald ikke skulle operere og skære i hende igen, hvis det viste sig at være noget slemt, som skulle fjernes alligevel.

Denne beslutning takker vi stadig Michael for idag, for da svaret på prøverne kom tilbage fra England viste det sig, at være et forstadie til kræft (en godartet form).

Sårdannelserne på maven inden de blev fjernet (se den røde plet og hævelse midt på maven lige mellem brysterne, samt den store blå-violet hævelse lidt højere oppe på maven).

Da pletten midt på maven blev fjernet og syet sammen

og sådan så det ud, da pletten på siden var fjernet og hun igen var "lukket" sammen

Ja man kan vist godt forstå, at jeg fik et mindre chok, da jeg igen skulle hente min hund, for dette syn var hvad der mødte mig. En total skamferet hund, som havde syninger og ar nærmest hele vejen rundt om maven :( Idag er hun heldigvis helt fri af det, og vi har ikke mærket mere til det overhovedet. (7,9 13 - bank bank).

Nu et år efter er Chillum sund og rask og springer igen rundt som intet var hændt. Hun har dog stadig metalskinnerne og skruer i benene, som skal fjernes engang, når vi synes tiden er til det. Hun kan sagtens leve resten af livet med metalskinnerne siddende i benene, men da hun er ret lille og "skinny" hund, som ikke har meget muskelmasse eller fedt på benene, ja så bliver det ret hurtigt en anelse koldt for en lille skid som Chillum, når man som hende er meget glad for sne og i det hele taget bare elsker at være ude.

Der er dog også en risiko ved at lade skinnerne sidde. For da en dværgpinscher er en race som kan blive ret gammel, ja så er der en større risiko for, at hun kan gå hen at få knoglekræft. Det vil vi selvfølgelig ikke risikere, så ud skal de skinner altså på et tidspunkt :)
Dette er klart en opfordring til alle der har hund, om at få tegnet en sygeforsikring og ikke kun ansvarsforsikringen. Sørg for at gøre det mens din hund stadig er ung, da der ellers kan opstå komplikationer ved, om forsikringen vil tage den eller ej.

En dejlig, sund og rask hundebimse, som var stærk og kæmpede sig bravt igennem en meget hård tid

Hele dette forløb har kostet os en formue (25.000 kr. plus det løse i form af medicin og smertestillende), men vi ville ikke bytte det væk for noget andet. Idag har vi stadig den samme glade, friske og dejlige hund, og vi kunne ikke ønske os mere.