fredag den 26. april 2013

Amerikanske Vaniljepandekager uden æg

- men med en dejlig portion kærnemælk


Som jo altså bare gøre sådanne amerikanske pandekager en kende mere delikate og svampede. Uhm, ja sådan foretrækker jeg dem i hvert fald - jeg ved ikke med jer? :)

Well, som alle mulige andre lækre godter Peter og Chillum blev forkælet med på deres fødselsdag igår, så var disse svende også på menuen. De minder egentlig meget om helt almindelige amerikanske pandekager, men denne version er med en god portion vanilje og helt uden æg. Du smager gude'skønt, og man smager slet ikke, at der ikke er æg i. Så hvis du ikke bryder dig om æg, ikke kan tåle dem eller bare ikke har flere på lager, ja så kan du altså stadig forkæle dig selv og dine kære med en god stak pandekager til morgenbordet ;) 

Opskrift til ca. 10-12 stk. 

180 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
2 spsk. sukker
1 vaniljestang, kornene
+ ekstra fra Dr. Oetkers Vanilje Twister
½ tsk. salt
2 tsk. olie
3½ dl. kærnemælk

Bland alle ingredienserne sammen og pisk dejen lind og jævn, så der ikke er en eneste melklump at finde. Gør herefter en pande klar, varm den op og spray/smør med fedtstof (jeg anvender altid min kære sprayfedt - den er ganske enkelt uundværlig). Vend nu 1/3 dl. dej ud på panden ad gangen (eler lav to på panden ad gangen - der er fint plads til det, og så går det lidt stærkere), og vend hver pandekage efter ca. 1½ minut på panden ved middel varme.

Placer de færdige pandekager i et ovnfast fad, som dækkes til med lidt staniol indtil resten er færdige. De kan med fordel holdes lune i ovnen ved få grader, indtil du og gæsterne er klar til at sætte sig til bordet.




Note: en super skøn pandekage, som er let og luftig som amerikanske pandekager skal være. De smager dejligt at vanilje, og kan med fordel spises med både marmelade, sirup, nutella og is, men så sandelig også helt uden noget. Det er Peter et levende bevis på, da han formåede at ondulere de sidste fire pandekager som "hånd'hapsere" helt uden noget på ;) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar