fredag den 4. maj 2012

Fødselsdagsboller

- som var det Bamse og Luna der havde lavet dem


For når der nu skal være "fødselsdags-tema", så er det da med at gå all-in, og det var hvad jeg gjorde, da min kære veninde Helene, kiggede forbi til kaffeslabberas og fødselsdags-fejring onsdag aften.

Opskriften er hapset direkte fra den kære Camilla (himmelske kager), og hold nu op hvor er jeg glad for, at jeg faldt over netop denne lækre opskrift. Det er absolut ikke sidste gang den skal kreeres i fødselsdags sammenhænge herhjemme. YUM!

I kan selvfølgelig finde opskriften inde hos Camilla selv, men for en god ordens skyld, så kommer den lige herunder også, for denne opskrift må I simpelthen love mig, at I får lavet en dag ved lejlighed. De er ganske enkelt perfekte!!!!

Camilla fik dejen til at give 18-20 boller, men jeg fik kun 12 boller ud af dejen.

50 g. gær
2 dl. sødmælk
100 g. margarine
1 æg
50 g. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
500 g. hvedemel

Smelt først margarinen og lad den køle af. Imens lunes mælken til den er fingervarm og gæren opløses så heri. Herfter tilsættes den afkølede margarine sammen med det sammenpiskede æg, sukker, salt og kardemomme. Til sidst vendes melet i lidt efter lidt og æltes som det sidste rigtig godt igennem.

Lad herefter dejen hæve et lunt sted og under klæde indtil den når dobbeltstørrelse, ca. 30 min. Slå så dejen ud på et meldrysset bord og del dejen op i 12 lige store kaltter. Form klatterne til pæne runde boller, placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem så hæve endnu en gang - ca. 20 min. også denne gang under klæde.

Når bollerne er færdighævet pensles de med et sammenpisket æg og bages ved 200 grader i ca. 10 min. eller indtil de er flotte blanke og gyldne på toppen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar