fredag den 3. maj 2013

Chicken Corn Dog Muffins

- med små kyllingepølser


For jeg har så længe luret på disse små hapser på foodgawker, og i går blev de så kreeret. En blanding mellem et pølsehorn og en muffin, men lavet med majsmel. Så ja, som navnet siger, en Corn Dog Muffin, men lavet med en kyllingepølse frem for en alm. pølse.

Opskriften er nappet herinde, hvor opskriften er fulgt næsten til punkt og prikke. Jeg valgte dog at skære en smule ned på sukkeret, da jeg af erfaring ved, at majsmel lige gør bagværket en smule sødere, end hvis man benytter alm. hvedemel. 

Opskrift til 48 mini muffins

115 g. flydende becel
100 g. sukker
2 æg
2½ dl. kærnemælk
½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
110 g. groft majsmel (eller alm. majsmel)
110 g. hvedemel
100 g. revet mozarella
1 pk. kyllingepølser, skåret i 1½-3 cm tykkelse

Varm ovnen op til 190 grader, og gør din mini muffin bageplade klar ved at spraye eller smøre den med fedtstof. 

Pisk sukker og fedtstof sammen til en luftig masse, og tilsæt herefter æggene et ad gangen. Hæld herefter kærnemælk i, og pisk det hele til en sammenhængende masse. Bland så i en anden skål bagepulver, salt, hvedemel og majsmel sammen, og rør det sammen til en flydende masse - afslut med at komme den revne ost i. Når hele dejen er let og jævn fyldes den med en spiseske over i de smurte muffin forme, hvorefter de udskårne pølsestykker dumpes ned i midten af hver muffin. 

Bag nu dine muffins ved 190 grader i ca. 8-12 minutter, eller indtil de er gyldne på toppen. De m dog ikke tage for meget farve, da de stadig skal være lyse, men dog let gyldne i toppen.




Note: en skøn, saftig og blød lille frokost snack, som smager af både pølse og cornbread. De smager ikke som pølsehorn, så hvis man forventer det, så bliver man måske skuffet - eller positivt overrasket? Jeg vil med dette bare sige, at kan man ikke lide den søde smag af majsmel, så skal man nok ikke lave dem - eller også skal man i hvert fald bare vælge at lave dem kun med hvedemel. Jeg elsker den let-søde smag som majsmelet giver, så jeg er naturligvis allerede kæmpe fan af disse. Og nåeh ja - vigtigt detalje, de er super duper nemme at lave, kræver ikke det helt vilde, og spreder tilmed stor, stor glæde hos både store og små :)

De egner sig ufattelig godt til både madpakken, frokosten, appetizeren eller som snack til picnicturen. De nydes med stor fordel med en klat ketchup, eller bare som de er - helt plain og lækre. De smager nemlig skønt i sig selv, og den salte pølse, som møder den let-søde muffin er et hit for mine smagsløg ;) Yaaahj.  Måske den skal stå på altan-picnic senere idag!? Jeg tror det ;) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar