fredag den 6. september 2013

Mango Jam Pound Cake

- med skønne vaniljeprikker og bløde sultanarosiner


For er der noget, som jeg er helt tosset med, så er det kage med frugt i. I denne version er det meste af frugten godt nok i marmeladeform, men det gør den ikke mindre lækker, for selvom konsistensen af små stykker mango ikke er til stede, så er smagen altså ;) Og nåeh ja, så er der jo også lige rosinerne til at give lidt bid ;) HAPS!

Opskrift til 4 personer

4 æg
250 g. sukker
250 g. smør
250 g. hvedemel
1 vaniljestang
1 tsk. bagepulver
3 spsk. mango marmelade*
1 dl. sultana rosiner
+ glaur og rosiner til topping

*den marmelade jeg har brugt her i opskriften, er en mango marmelade med passionsfrugt og vanilje fra Sorgenfri Specialiteter. Hvis ikke du kan finde denne variant, kan en alm. mangomarmelade fint bruges. En helt frisk og moden mango vil med garanti også være rigtig lækker, at anvende heri. 

Pisk æg, sukker og vanilje sammen til en luftig masse. Tilsæt dernæst det bløde smør, hvedemel, marmelade og rosiner - afslutningsvis tilsættes bagepulver. Smør en "pound cake" form med fedtstof, hæld dejen heri og bag kagen ved 180 grader i ca. 30 minutter, eller indtil den er gennembagt, men kun lige. Denne kage må nemlig ikke blive for tør.  

Når kagen er bagt vendes den ud af formen og stilles så til afkøling på en bagerist. Når kagen er kølet helt af smøres en tyk glasur udover, og en lille håndfuld rosiner drysses udover til sidst. 




Note: en sød og blød kage, som egner sig særdeles godt til en kop the på en ellers blæsende og mørk eftermiddag. Jeg er i hvert fald sikker på, at denne sag skal laves en del gange i løbet af efteråret! Måske med lidt rom i, når snuen med garanti melder sin ankomst, når vinden og kulden så småt begynder at tage fat. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar