tirsdag den 20. maj 2014

Ramsløgolie

- en nem og lækker urteolie


Og som jo er præget af dette lækre forår, som vi har lige nu. Vores haver og skove bugner med spiselige ting lige for tiden, og de kan med lidt fantasi forvandles til mange spændende sager. Og hvis der er noget jeg godt kan lide, så er det, når man kan lave sine ting selv, og som man tilmed kan finde grundingredienserne til ude i naturen - HELT GRATIS. 

Det kan man eksempelvis med denne lækre grønne og fedtede sag. Det eneste det kræver er, at du har en bunke ramsløg i haven, eller kender en der har dem ;) Du kan naturligvis også gå på jagt i skoven, hvor de oftest er at finde. 

Opskrift til ca. ½ liter

Ingredienser:
100 g friske ramsløg
½ liter koldpresset rapsolie

Fremgangsmåde: 

  1. skyld og rens ramsløgene grundigt
  2. fyld en gryde med ca. 1½ liter vand og bring det i kog
  3. Blancher de rensede ramsløg i ca. 15-30 sekunder, hvor eventuelle jordbakterier fjernes
  4. hav en skål med iskoldt vand klar
  5. når ramsløgene er blancheret vendes de straks over i det kolde vand, hvor de får lov at køle af
  6. hæld de afkølede ramsløg op i en blender og tilsæt ½ liter koldpresset rapsolie
  7. blend olie og ramsløg til en grøn masse, som hældes i en tætsluttende beholder
  8. stil olien på køl, og lad den trække her i 2-3 dage
  9. når olien har trukket på køl, sigtes pulpen fra - dette gøres enten gennem en tætmasket sigte eller gennem et rent klæde
  10. hæld den filtrerede olie i tætsluttende beholder og opbevar på køl
  11. gem evt. pulpen og lav den til pesto (pulpen kan fryses ned) 

Note: en hammer lækker urteolie, som smager noget så lækkert af hvidløg. Uhm. Olien kan bruges i både salater, supper og brød. Jeg har selv brugt den i en cremet blomkålssuppe, som lige giver et ekstra og lækkert pift. Mums. 

Husk på, at du kan bruge pulpen til mere end bare pesto. Du kan evt. komme den i smør, og lave din egen kryddersmør eller vende det i en gang bolledej. Kun fantasien sætter grænser :) Så herfra skal der lyde en lille opfordring - skynd jer ud og nap al det ramsløg i kommer forbi - de synger på sidste vers. Det gør de i hvert fald heroppe nordpå :) 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar