tirsdag den 9. juli 2013

Cherry Cupcakes

- med hvid chokolade


Og naturligvis kirsebær :) For som den faste læser helt sikkert har bemærket, så har bloggen stået en anelse stille de sidste par dage. Dette skyldes at jeg har arbejdet hele weekenden og mandag. Idag har jeg derimod haft fri, og det samme er tilfældet i morgen. Derefter går den så heller ikke længere, for torsdag og fredag står igen på job.

Nå, men på mine to fridag, hvor den jo idag har stået på fin fin solskinsvejr, ja der har jeg selvfølgelig sørget for at lave planer - UDENDØRS! Vi drog derfor et smut til Saltum, hvor mine forældre har sommerhus og pt. nyder deres ferie. Vi blev inviteret til frokost, og jeg valgte at medbringe en bette kage til kaffen. Valget faldt på disse lækre kirsebær cupcakes, for lige nu er der altså uimodståeligt lækre kirsebær at finde rundt omkring i vejboder og/eller grønt-torvene. Ja sågar dem i Føtex er værd at nappe med hjem, muums. 

Opkrift til ca. 18 stk. 

Dej:
2 æg
150 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 dl. olie
½ dl. æblejuice
3 dl. kærnemælk
280 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
180 g. hvid chokolade
ca. 20 udstenede og halverede friske kirsebær

Topping:
3 dl. flødeskum
1 spsk. creme fraiche
1-2 spsk. flormelis
½ stang vanilje, kornene
3-5 dråber vaniljeessens
evt. lidt chokoladeflager (kan undlades) 
+ 18 friske kirsebær m. stilk

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en luftig masse, og tilsæt dernæst olie, æblejuice og kærnemælk. Sigt hvedemelet i lidt efter lidt, og når det er kørt helt ud i dejen, så tilsættes bagepulveret og det blandes forsigtigt ind i dejen. Vend slutteligt den hakkede hvide chokolade og de halverede kirsebær  rundt i dejen og fordel så dejen (fyldes 3/4 op) i muffinforme. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15-18 minutter. 

Imens kagerne bages kan toppingen laves. Pisk fløden til skum, bland med creme fraiche og smag til med flormelis og vanilje. Vend til sidst chokoladeflager i, hvis du ønsker det. Kom din topping i en sprøjtepose med en glat rund tyl i, og tyl det så udover dine kager når de er færdigbagte og HELT kolde. Afslut med et fint og friskt kirsebær på toppen. 




Note: en ret sød men luftig og let cupcake, som passer helt fantastisk til en varm sommerdag som idag. Kagen er meget samarbejdsvillig, og er ikke så vanskelig når det kommer til topping. Lav gerne en mousse og kom ovenpå, eller rør blot en smørcreme eller flødeost-frosting sammen hertil. Husk dog kirsebærren - og hav gerne en lille skål med ekstra kirsebær til at stå fremme på bordet. De gør lige dét ekstra :) 

2 kommentarer:

  1. Åhh du ved da også lige hvilke knapper du skal trykke på! De ser jo grumme gode ud og nu er jeg bare endnu mere på sulten end jeg var før - nu er det bare lækkersulten der taler højest - mon jeg kan bringe den til fornuft uden et sødt indslag...

    SvarSlet
    Svar
    1. Muhahaha! :) Jamen de var også ekstremt gode, og blev da også revet væk i en hulens fart ;) Dejligt tegn :) Mht. din lækkersult, så er jeg sikker på, at du fandt en meget fornuftig løsning ;)

      Slet