Uheldig start på 2012

- ja og vi er nok snart verdensmestre i uheld

Sommeren 2009

Det viste sig nemlig, at der var en ganske god grund til, at vores elskede lille hundebimse havde det så skidt som hun havde. Hendes ben er nemlig brækket endnu en gang :( Ikke det samme sted som sidst, men lige nøjagtig i de huller, som var tilbage i knoglerne efter at skruerne og pladerne var blevet fjernet. Det forholder sig så sådan, at knoglerne så desværre ikke har været tilpas stærke til, at hun kunne gå og hoppe op og ned som før, trods lovning på dette, da knoglerne jo var groet sammen og derfor ikke brækket og skrøbelige mere.

Hvad vi slet ikke forstår er, hvordan det kan have være sket? Chillum er normalt meget meget glad for at hoppe op i sofaen, op i vindueskarmen og ned igen, men sådan har det ikke været de sidste tre uger, tværtimod. Hun har netop haft så mange smerter i benene i forvejen, at hun gerne ville springe op i sofaen, men ikke ned igen da det er her al belastningen kommer ud på forbenene. Her har vi måtte løfte hende ned hver gang (og har tilmed sørget for, at når hun var alene hjemme, så har hun kun været i gangen, hvor hun hverken kanhoppe og eller ned), for ikke om hun på vilkår ville prøve på det selv - formodentlig velvidende om de volsomme smerter heraf. Derfor sidder vi tilbage med tanken om, hvordan og hvornår de ben kunne brække igen?????

Lige meget hvor meget vi end tænker over det, så hjælper det os desværre ikke. Situationen er derfor nu den, at Chillum igen igen igen igen igen skal i narkose torsdag morgen, hvor benene nu bliver fikseret  med stålstativer. Det forholder sig nemlig sådan, at fordi der ikke er blevet set på hende før nu, ja så var knoglerne allerede begyndt at voksen sammen igen - dog forkert og skævt sammen. Den kære dr. dyr kan derfor ikke gøre andet end at fiksere begge ben og på den måde rette højrebenet (som er det der er vokset skævt sammen) så meget op som det nu er muligt. Disse stativer skal hun have på i 8 uger - og det bliver helt klart 8 uger i helevede for min lille skat. ja faktisk også for os, for hun må igen ikke springe eller hoppe op eller ned i noget, og samtidig skal "hullerne", hvor stålstaverne er sat ind i benene renses hver dag og en ny forbinding skal på. Fuldtidarbejde ja tak - og tænk så på smerterne for den lille stakkel ikke mindst :(  

Konklusionen er derfor den, at bedst som man troede det ikke kunne blive meget værre fik vi her til eftermiddag denne meget meget triste nyhed. Hvis jeg omvendt skal prøve at se positivt på det, ja så har vi stadig en levende bimse, som dyrlægen bestemt mener kommer på benene igen. Det mente han så også efter at have taget metalpladerne ud, men omvendt er det jo bestemt ikke hans skyld, selvom det er det første man kan tænke, efter han anbefalede os at få taget metalpladerne ud den gang. Vi bliver selvfølgelig også ved med at bebrejde os selv og tænke "vi skulle aldrig have fået taget de plader ud!!!!", men når man ser på vores held og uheld i forhold til hele denne process, ja så ville vi sikkert bare have fået os en hund med knoglekræft om nogle år, hvis pladerne var blevet siddende. Hmm, det er det der med, at tingene sker af en bestem grund ikke? :O

Ååååh altså. Svært er det for mig at holde mig selv oppe i forhold til alt det her, men KUN fordi jeg synes det er djævelsk synd for min elskede prinsesse, og tænk så på hvordan hun må have det. Hun har været SÅ meget igennem og så slutter det ikke engang her. Jeg ved dog med sikkerhed, at hun nok skal klare den endnu en gang, for efter alt det hun har gennemgået, ja så klarer vi da bare endnu en omgang !!!!!!

Til sidst vil jeg bare lige sige, at dette triste indlæg bestemt ikke er henvendt til hverken Dyrehospitalet eller Dyrehospitalets personale, for de har gjort det de skulle, og mere til. Vi glæder os dog til, at denne "tætte" kontakt med dem snart afløses af en rask bimse, som ikke skal til rutinetjek i tide og utide og som forhåbentlig (snart) er på raske og ikke mindst stærke ben igen.

:( sikke noget pis det hele er lige nu altså !!!!