- altså i forskellig slags, og ikke i mængde
For godt nok er vi alle meget vilde med kransekage, meeeeen der er vist allerede lavet rigeligt med kransekage til vores aften i aften. Og fordi det er min første gang ud i rigtig hjemmelavet kransekage, så skulle der naturligvis laves lidt forskelligt. Det meste indeholder dog en hel del nougat, da flere til festen senere (incl. mig selv og gemalen), altså synes det hører sig til, med nougat i kransekagen. Det bliver bare lige lidt bedre sådan :)
Opskriften er lavet ud fra den kære Mette Blomsterbergs opskrift på klassisk kransekage, hvor jeg alligevel ændrede lidt i mængderne og fremgangsmåden, da jeg ikke ønske kransekagen voldsomt sød, når der også skal nougat i. Opskriften som jeg slumpede mig til, kommer herunder.
Opskrift til mange
1 kg. ren rå marcipan
300 g. rørsukker
100 g. æggehvider
+ ca. 300 g. nougat
+ flormelis til udrulning
Smuldr marcipanen ned i en stor skål (skålen skal være så stor, at du kan ælte og have begge hænder deri) og drys så sukkeret ud over. Tilsæt dernæst æggehviderne og ælt massen helt igennem, til marcipanen har optaget æggehviderne. Massen skal stadig være klistret, men æggehviderne skal æltes helt ind i marcipanen, før end du kan stoppe med at ælte. Ja det er noget griseri - men det kan nok også gøres i en røremaskine, hvis man ikke gider det der griseri :)
Når massen er klæbrig, men stadig sammenhængende kommes den i en plastik pose og stilles på køl i en times tid eller to. Når den har sovet et par skønhedstimer der, tages den ud og placeres på et flormelis-drysset bord. Nu er du klar til at gå igang med det sjove.
Jeg valgte at lave fire forskellige slags. Den velkendte og klassiske kransekage m. nougat inden i, den selvsamme kransekage, blot med nougat udenpå, men stadig i midten og til sidst endte jeg med at lave lidt kransekagekonfekt, som blev tyllet ud, hvor den ene slags blev med nougat, og den anden uden nougat og istedet med en hasselnød.
Alle slags blev bagt ved 200 grader og med en ekstra bageplade under, så det ikke brænder på i bunden. Kransekagekonfekten er tyllet ud i en mini muffin bageform, men du kan også sagtens tylle dem ud på en alm. bageplade, hvis du ikke lige har en mini muffin bageform på lager. Jeg gav min form et pift med min sprayfedt inden kransekagemassen kom heri, da de så slipper noget nemmere efter bagning.
Du kan pynte din kransekage med det du synes bedst om, hvad enten det er glasur, mørk chokolade, hvid chokolade eller smeltet nougat. Jeg valgte at pynte nogle med smeltet mørk chokolade og de traditionelle kransekage stænger med glassur lavet på flormelis og æggehvider.
Og med dette års sidste indlæg vil jeg blot afslutte med, at ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår. Jeg håber I alle kommer godt igennem årets sidste strabadser idag, og at I klarer dagen i morgen uden alt for mange tømmermænd :) Og hvis de nu alligevel skulle dukke op, så er det vel bare et tegn på, at du har haft dig en dejlig og skæg aften i selskab med dejlige mennesker, ikk? :) Nu vil jeg i hvert fald finde negle-kittet frem og påbegynde lakeringen af aftenens nytårs negle :)
*** Hav det rart folkens, og tusind tak for året der nu er gået! I har igen i år været helt fantastiske, og jeg håber I fortsat vil være her i 2013 - for uden jer - ingen CookieCrumble ;) ***